Browsing Tag

hjemrejse

Om en rejse

At tage springet – igen.

3. oktober 2015

Så er vi der pludselig igen. Lige der på springbrættet til en ny tilværelse. Med giga sommerfugle i maven og alle de indre fornuftsinsisterende tanker, der råber højt og modvilligt indeni. ”Det kan I da ikke”, hedder en af dem. ”Det er for naivt”, proklamerer en anden. Men så er der alligevel en anden rolig og kæk stemme inde bagved, der siger: ”Hvorfor ikke?”, og en fjerde råber ”Gør det nu!”.

 

Luftkasteller vejer ikke meget

Da vi vendte hjem efter 4 måneder Spanien, bragte vi en masse med os. Først og fremmest en hel del bagage i form af 7 kufferter, en cykel, 1 autostol, 4 stk håndbagage og en hjemsendt palle med markedsfund, vin, legetøj og alt det løse. Men de drømme, vi tog med os, fyldte om muligt endnu mere. Om de så viser sig at have mere tyngde end de 250 kg gods vi bragte hjem, eller blot er store, men flotte, luftkasteller, vil vise sig inden for de næste par år.

 

Det, jeg taler om, er det næste vilde skridt i vores liv, hvor vi er startet som selvstændige. Jeg skriver ”vilde”, for som det tryghedsmenneske, jeg nu engang er, føles det alligevel angstprovokerende at stille os på usikker grund – igen. Sidste gang var skridtet at kvitte vores sikre jobs. Begge to på samme tid. (Se indlægget ”At vove”) Denne gang er skridtet at springe ud som iværksættere. Begge to på samme tid. Så selvom vi er hjemvendt, fortsætter rejsen.

 

Iværksætter in the making …

Der står sikkert skrevet i alverdens bøger omkring iværksætteri, at det ikke er en god ide, hvis begge parter i et forhold starter som selvstændige på samme tid. Og med god grund. For det er da en smule knebent med finanserne, og man hører altid om, at de fleste opstarter aldrig får fat. Det kan på sigt blive en sårbar situation at stille vores familie i. Hæmmende tanker og overbevisninger er der nok at tage af. Men jeg har også nogle andre, mere positive overbevisninger, som det meste af tiden overdøver de negative.

 

En mine overbevisninger hedder: Hvis du gør det, du brænder for, er du villig til at arbejde mere for det og give mere af dig selv. Dette giver dig større chancer for at lykkes med det, du vil. Kort sagt: følg dit hjerte, så kommer det af sig selv.

 

 DSC_1681

 

Gør det, du er

En anden mine overbevisninger hedder: Hvis du kan basere en virksomhed på det, du er, eller det, du har en passion omkring, har du en fordel, fordi du derved bruger dig selv og dine styrker optimalt.

 

De, der kender min mand, vil ikke blive overrasket, når jeg siger, at han har startet en virksomhed, der yder rådgivning til private omkring bilkøb. Dette fordi han i årevis har hjulpet venner og bekendte med bilkøb, og fordi han ved stort set alt, der er værd at vide om bilmarkedet. Han har fulgt sin passion og har nu startet sin virksomhed Autohelper, som forener hans enorme interesse for biler og glæden ved at hjælpe andre.

 

På samme måde er det nok heller ikke så overraskende, at jeg har startet en virksomhed, der fokuserer på at mærke efter og lytte til sit hjerte. Det er dét, jeg elsker at tale om og dét, jeg mener, jeg selv er god til. Min mand plejer at drille mig med, at jeg er én stor følelse. Derfor har jeg nu startet FEEL Company – en virksomhed, der centrerer sig omkring meditation, personlig udvikling og kommunikationsrådgivning med et menneskeligt fokus. Jeg elsker alle tre dele og har brugt rigtig meget tid på disse felter i mit liv. Det er netop det ”at mærke efter”, jeg brænder for at formidle omkring, og den evne, jeg gerne vil give videre til andre. Om det så er gennem meditation, som jeg underviser i, artikler jeg skriver, gåture i naturen med sansning og meditation eller som kommunikationsrådgiver for virksomheder, der gerne vil bringe de menneskelige og følelsesmæssige dimensioner frem i deres kommunikation. I alle disse henseender fokuserer jeg på at mærke efter og lytte til, hvad hjertet og intuitionen fortæller.

logo2

 

Kaos og kasketter

Lyder det som en forskelligartet og kaotisk blanding? Ja, det er det også. Nogle gange er det forvirrende at navigere i med de forskellige fokus og kasketter, som kommer af at ville det hele på én gang. Men selv om det til tider kan være svært at stå i så åben en situation, føles det til gengæld utroligt rigtigt og nærende at fortsætte den vej, jeg har udstukket for mig selv. Jeg fortsætter med at følge det mit hjerte fortæller mig og holder fast i at gå efter min passion. Og jeg tillader kaos, indtil jeg finder frem til dét setup, som gør mig i stand til at leve af de ting, jeg elsker. FEEL Company er allerede godt på vej med de første kunder og opgaver, så det er jeg meget taknemmelig for.

 

Sååå, Hoptimisten hopper videre lidt endnu. (Jf. indlægget Optimisten)

 

To be continued …

 

Links:

www.feelcompany.dk

www.autohelper.dk

 

Links til tidligere indlæg: At Vove, Optimisten

 

 

Om en rejse

At vende hjem

18. maj 2015
forår

 

Crash, boom, bang. Så landede vi. Lige så turbulent, som flyveturen var, lige så turbulent var vores afrejse og hjemkomst, synes jeg. I hvert fald må jeg sunde mig længe ovenpå den kraftige landing i Danmark. Nu er det farvel til sol og strand, og hej til regn og rusk. På flere planer skal vi omstille os til noget nyt i det omskiftelige danske forår. Vi har forladt “boblen” og er tilbage i virkeligheden, og dét kan mærkes.

 

Hverdagsforskrækkelse

På vej hjem fra lufthavnen springer jeg ind i Netto for at købe en pose pasta. Jeg føler mig helt malplaceret, som jeg står der uden jakke i sandaler, i 12 grader i slutningen af april, ved siden af de andre kunder i dynejakker og støvler. I min vilde pakkeiver, og pga. manglende overblik over vores usandsynligt meget bagage, har jeg pakket alle mine sko ned i en forsejlet kasse ved en fejl – og glemt min jakke på knagen i huset i Spanien. Derfor står jeg nu i køleafdelingen og fryser.

 

Alting virker mærkeligt. Det er pludselig danskere, der går rundt i butikken, og jeg kender deres ansigter så godt, at jeg forventer, at de vil hilse på mig. Butikken ser også ud som den plejer, men til at starte med husker jeg ikke, hvor noget er. Til sidst finder jeg dog pastaen. Den står på nøjagtig samme sted! Det er som om intet er hændt. Som om vi ikke har været væk i flere måneder. Som om det ikke er sket. Da jeg forlader Netto, er jeg ved at blive kørt ned af en cyklist. Helt og aldeles min fejl. Jeg er åbenbart helt ude af trit med det naturlige flow omkring et supermarked. Hvordan mon jeg kommer til at passe ind igen?

 

Efter nogle dage bliver jeg klar over, hvad det er, der egentlig gør mig så forskrækket: Hvad nu, hvis alt bare bliver det samme igen?

 

Da vi efter nogle dage får huset tilbage fra vores japanske lejere, står alle vores møbler nøjagtig som før, og vidner om, at også her er alt ved det gode gamle. Allerede i de første dage efter vi er flyttet tilbage i huset, kan jeg mærke alle de gamle vaner og hverdagstrummerommer gå og luske rundt i stuen. De står på lur for at hoppe på os. Sofaen er den første der står på spring. Udenfor regner det, og alt lyset er væk. Ligesom med vejret kan jeg også se tydelige forandringer i spejlet, hvor jeg igen ligner mit gamle danske jeg. Den brune farve må være faldet af i flyveren, for jeg ser træt og bleg ud. Det hele føles pludselig lidt fladt. Vil vi bare lige så stille glide tilbage i vores gamle liv? Hvad nu, hvis vi intet har lært og bringer med os tilbage?

 

Kan man holde fast i en forandring?

Kan man det? Og skal man det? … Lidt i panik, men i håbet om målrettet at kunne holde fast i nogle af de drømme, vi grundlagde i Spanien, inviterer jeg min mand på morgenmad og statusmøde. Jeg vil i hvert fald forsøge aktivt at holde fast i den forandring, vi er i gang med som familie, og prøve at putte det bedste fra Spanien ind i vores fremtidige hverdagsliv, så godt som vi kan. Til vores morgenmøde taler vi om alt fra jobskifte og implementeringen af spansk varm frokost om søndagen, til vigtigheden af familieture i naturen og det ”at tage sig tiden”. Noget af det samler vi på et ark, som bagefter bliver hængt op i køkkenet. Samme dag booker vi vores gamle babysitter til at komme tre uger senere for igen kan mødes om de her ting, så vores drømme ikke bare flyder ud i sandet. Forhåbentlig kan vi lykkes med det.

 

tegning
 

At forelske sig i leverpostej igen

Efter halvanden uges til hjemme, begynder vi at finde os selv igen. Foråret viser sig fra sin venlige side. Pigerne er henrykte over at starte i børnehave, hvor der er andre danske børn! Og den der leverpostej, vi har undværet i 4 måneder, begynder at smage rigtig, rigtig godt. Især når man sidder på trappestenen med en varm trøje på, mens der et øjeblik er skyfrit.

 

Vores hus, som ikke er i nærheden af at være så charmerende som de spanske byhuse, kommer alligevel ind under huden på os igen, og vi får lyst til at lave forbedringer på hus og have og bringe elementer fra Spanien ind. Rytmen og rammerne, som i Spanien var erstattet af komplet frihed, føles nu godt at læne sig opad, og det giver en stor ro. Samtidig mærker jeg, at VI er mere rolige. Den spanske tidsfornemmelse er ikke forsvundet endnu, og vi får mere kvalitet ind i nu’et. Vi farer heller ikke rundt til alle mulige ting, som vi gjorde tidligere, men prioriterer bare at være os. Nu er det tiden til at bygge vores liv op på ny. Hvad det indebærer jobmæssigt, ved vi endnu ikke. Men på trods af usikkerheden føles det hele rart og rigtigt. Jeg savner stadig varme og smukke Spanien, men nu er jeg vendt hjem.

 

Jeg elsker det lille strejf af Spanien, jeg nu har stående på mit køkkenbord. #a_piece_of_spain #I_love_denmark  #I_miss_spain #we_are_back #decoration #treasure #seaglass

Jeg elsker det lille strejf af Spanien, vi nu har stående på vores køkkenbord.

 

#dolores #rose #stilleben

Frigilianas højt skattede helgeninde “Dolores” er også kommet med til Danmark sammen med et par sten fra stranden.

Follow stineschou.dk