Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/stineschou.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/stineschou.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600
At vende hjem – stineschou.dk
Om en rejse

At vende hjem

18. maj 2015
forår

 

Crash, boom, bang. Så landede vi. Lige så turbulent, som flyveturen var, lige så turbulent var vores afrejse og hjemkomst, synes jeg. I hvert fald må jeg sunde mig længe ovenpå den kraftige landing i Danmark. Nu er det farvel til sol og strand, og hej til regn og rusk. På flere planer skal vi omstille os til noget nyt i det omskiftelige danske forår. Vi har forladt “boblen” og er tilbage i virkeligheden, og dét kan mærkes.

 

Hverdagsforskrækkelse

På vej hjem fra lufthavnen springer jeg ind i Netto for at købe en pose pasta. Jeg føler mig helt malplaceret, som jeg står der uden jakke i sandaler, i 12 grader i slutningen af april, ved siden af de andre kunder i dynejakker og støvler. I min vilde pakkeiver, og pga. manglende overblik over vores usandsynligt meget bagage, har jeg pakket alle mine sko ned i en forsejlet kasse ved en fejl – og glemt min jakke på knagen i huset i Spanien. Derfor står jeg nu i køleafdelingen og fryser.

 

Alting virker mærkeligt. Det er pludselig danskere, der går rundt i butikken, og jeg kender deres ansigter så godt, at jeg forventer, at de vil hilse på mig. Butikken ser også ud som den plejer, men til at starte med husker jeg ikke, hvor noget er. Til sidst finder jeg dog pastaen. Den står på nøjagtig samme sted! Det er som om intet er hændt. Som om vi ikke har været væk i flere måneder. Som om det ikke er sket. Da jeg forlader Netto, er jeg ved at blive kørt ned af en cyklist. Helt og aldeles min fejl. Jeg er åbenbart helt ude af trit med det naturlige flow omkring et supermarked. Hvordan mon jeg kommer til at passe ind igen?

 

Efter nogle dage bliver jeg klar over, hvad det er, der egentlig gør mig så forskrækket: Hvad nu, hvis alt bare bliver det samme igen?

 

Da vi efter nogle dage får huset tilbage fra vores japanske lejere, står alle vores møbler nøjagtig som før, og vidner om, at også her er alt ved det gode gamle. Allerede i de første dage efter vi er flyttet tilbage i huset, kan jeg mærke alle de gamle vaner og hverdagstrummerommer gå og luske rundt i stuen. De står på lur for at hoppe på os. Sofaen er den første der står på spring. Udenfor regner det, og alt lyset er væk. Ligesom med vejret kan jeg også se tydelige forandringer i spejlet, hvor jeg igen ligner mit gamle danske jeg. Den brune farve må være faldet af i flyveren, for jeg ser træt og bleg ud. Det hele føles pludselig lidt fladt. Vil vi bare lige så stille glide tilbage i vores gamle liv? Hvad nu, hvis vi intet har lært og bringer med os tilbage?

 

Kan man holde fast i en forandring?

Kan man det? Og skal man det? … Lidt i panik, men i håbet om målrettet at kunne holde fast i nogle af de drømme, vi grundlagde i Spanien, inviterer jeg min mand på morgenmad og statusmøde. Jeg vil i hvert fald forsøge aktivt at holde fast i den forandring, vi er i gang med som familie, og prøve at putte det bedste fra Spanien ind i vores fremtidige hverdagsliv, så godt som vi kan. Til vores morgenmøde taler vi om alt fra jobskifte og implementeringen af spansk varm frokost om søndagen, til vigtigheden af familieture i naturen og det ”at tage sig tiden”. Noget af det samler vi på et ark, som bagefter bliver hængt op i køkkenet. Samme dag booker vi vores gamle babysitter til at komme tre uger senere for igen kan mødes om de her ting, så vores drømme ikke bare flyder ud i sandet. Forhåbentlig kan vi lykkes med det.

 

tegning
 

At forelske sig i leverpostej igen

Efter halvanden uges til hjemme, begynder vi at finde os selv igen. Foråret viser sig fra sin venlige side. Pigerne er henrykte over at starte i børnehave, hvor der er andre danske børn! Og den der leverpostej, vi har undværet i 4 måneder, begynder at smage rigtig, rigtig godt. Især når man sidder på trappestenen med en varm trøje på, mens der et øjeblik er skyfrit.

 

Vores hus, som ikke er i nærheden af at være så charmerende som de spanske byhuse, kommer alligevel ind under huden på os igen, og vi får lyst til at lave forbedringer på hus og have og bringe elementer fra Spanien ind. Rytmen og rammerne, som i Spanien var erstattet af komplet frihed, føles nu godt at læne sig opad, og det giver en stor ro. Samtidig mærker jeg, at VI er mere rolige. Den spanske tidsfornemmelse er ikke forsvundet endnu, og vi får mere kvalitet ind i nu’et. Vi farer heller ikke rundt til alle mulige ting, som vi gjorde tidligere, men prioriterer bare at være os. Nu er det tiden til at bygge vores liv op på ny. Hvad det indebærer jobmæssigt, ved vi endnu ikke. Men på trods af usikkerheden føles det hele rart og rigtigt. Jeg savner stadig varme og smukke Spanien, men nu er jeg vendt hjem.

 

Jeg elsker det lille strejf af Spanien, jeg nu har stående på mit køkkenbord. #a_piece_of_spain #I_love_denmark  #I_miss_spain #we_are_back #decoration #treasure #seaglass

Jeg elsker det lille strejf af Spanien, vi nu har stående på vores køkkenbord.

 

#dolores #rose #stilleben

Frigilianas højt skattede helgeninde “Dolores” er også kommet med til Danmark sammen med et par sten fra stranden.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Follow stineschou.dk