En varm aprilaften kommer vi ved 23-tiden hjem til vores hvide bjerglandsby fra en spontan eftermiddagstur ind til Malaga. Vores ene barn går glad og trippende op af trappegaderne til vores hus, det andet ligger sovende (og tungt) henover fars skulder. Jeg tænker over, at nu er vi efterhånden blevet lidt ligesom dem – spanierne – som vi før trak lidt på smilebåndet over. Med deres børn rendende rundt på byens gader til kl. 23, og med deres puder på skolebordene, hvor de i løbet af dagen får sig en lille en lur. Jo, vi er skam kommet på spansk tid: vi står senere op, spiser varm mad til frokost (dvs. kl. 14-15) og går sent i seng. Det er ligesom kommet snigende. Vi er langsomt blevet justeret ind til, hvad der føles naturligt her, og den nye, langsommere tidsfornemmelse føles efterhånden meget rigtig, for ikke at tale om meget sundere. Der er som om, ens sjæl bedre kan nå at følge med. Og det gør os godt.
Da det ikke er lykkedes os at finde en levevej her i Spanien (i hvert fald i denne omgang), er dette måneder lange ophold i stedet blevet noget andet – en tidslomme. Vores andalusiske tilværelse er på lånt tid, og vi vender snart snuden hjem igen. Mens vi har været her, har vi haft plads til at lave det der 360 graders view rundt om os selv, hvor vi rent faktisk kan se en del mere af, hvad der er lige omkring os, end vi kunne i en hverdag med skyklapper og tunnelsyn. Det er ligesom, når man på en lang sommerferie kan få et klarsyn om ens hverdag, om hvad man elsker ved den, og om der er noget, man vil ændre lidt.
I de sidste uger er vi også på alvorlig vis blevet mindet om, hvor vigtigt det er at få det bedste ud af sit liv – fordi vi også lever på lånt tid. For en måned siden døde min kusine i en arbejdsulykke, kun 47 år gammel, og for en uge siden døde min morfar i en alder af 94. I hver sin ende af skalaen minder deres historier mig og min familie om, at det er nu, vi skal gøre de ting, vi vil i livet. Min kusines liv blev alt for kort. Jeg kendte hende ikke så godt, men jeg ved, at hun først nåede at finde sin rette hylde arbejdsmæssigt til allersidst, og jeg ved at hun forlod denne verden med uafklarede forhold med sine nærmeste. Det er næsten ubærligt at tænke på alt det, hun ikke nåede, som hun formentlig ønskede. Min morfars liv var derimod et liv levet til fulde, som modstandsmand, dybhavsdykker, kunstmaler, handyman, sejler, musiker og gruk-elsker. Dette er blot ord og titler, men jeg nævner det for at beskrive, hvordan han smagte på mange af livets facetter og turde at følge sin overbevisning. Vigtigst af alt var han et dejligt menneske, der berigede vores liv. Og han levede virkelig sit liv.
En skål for min morfars liv fra bjergets top, hvor vi vandrede op
for at vinke den dag, han forlod os.
Grib dagen. Eller den næste. Eller lad være.
Når nu jeg fabulerer så meget over det med lånt tid og at leve sit liv, synes jeg det er vigtigt også at nuancere det lidt. Man behøver jo ikke smide alt, hvad man har i hænderne, for at gå ud og blive gadesanger. Det skal afvejes godt og grundigt, før man gør det. Jeg læste for nyligt et interview med Thomas Helmig, som har et hus i nabolandsbyen Competa, og han siger meget tankevækkende, at han hader udtryk som ”Seize the day”. Det gør jeg nu ikke, for jeg synes det giver en oplivet stemning af, at nu skal der ske noget, og det kan der sommetider være brug for. Men problemet er, som Helmig siger, hvis man kommer til at føle sig som en fiasko, hvis man ikke griber dagen. Hvis man nu aldrig får taget den der jordomrejse eller springer ud som kunstner midt i livet, hvad så?
Om man skal gribe dagen eller ej, er jo altid et individuelt spørgsmål. Det afhænger af, hvor brændende ens ønsker og drømme er, holdt op imod ens egen skuffelse over, hvis man ikke handler på det. Hvis man mærker, at der er noget inden i én, der slukker, hvis man ikke agerer, så skylder man sig selv at gøre noget ved det – eller i det mindste overveje om man kan bringe elementer af sin drøm ind i sit liv. Omvendt kan der være en lettelse i at erkende, at den gamle drøm ikke længere er så stærk. Herefter bliver det lettere at sætte den fri og nyde det liv, man har valgt, i stedet for at kigge derhen, hvor græsset umiddelbart kan se grønnere ud. Det afgørende må være at turde gøre sig overvejelsen og være helt ærlig. Når vi inden længe rejser hjem til Danmark, må vi igen ærligt gøre op med os selv, hvilke af vores nye spanske drømme, der er stærke nok til, at vi vil bære dem med os hjem, og hvilke vi må sætte fri. Og så må vi krydse fingre for, at vi er enige, og det hele kan gå op i en højere enhed. For vi er her kun på lånt tid.
No Comments