At vove

Måske har du også prøvet det, eller måske er du der lige nu? Lige der på “den forkerte hylde” i dit arbejdsliv eller lige der i “trædemøllen”, hvor du ikke har tid til at kigge op og forholde dig til det liv og den hverdag, du har valgt at være i. For et valg har man vel på en måde altid, selvom det ikke altid føles sådan.

Lige der på hylden sad min mand og jeg tilbage i efteråret 2014. Oven i købet på samme tid, hvilket på én gang gjorde beslutningen om at ændre vores liv lettere og sværere. På den ene side komplicerede det tingene, og fik det hele til at se lidt håbløst ud, og på den anden side havde vi hver især en god sparringspartner i hinanden. I sidste ende gjorde vores synkrone utilfredshed unægteligt beslutningen, om at flytte til Spanien i en periode, noget nemmere end ellers.

Men det er en stor beslutning at træde ud af det liv, man nøjsomt har bygget sig op, og det tog da også nogle måneders moden overvejelse, før vi nåede frem til, at sætte vores danske hverdagsliv på standby på ubestemt tid. Der var mange mentale stopklodser, som bremsede processen. Var det for stort et sats økonomisk, hvis vi var længe om at finde vores nye levevej? Hvordan ville vores to piger – og vi alle 4 – trives sammen 24 timer i døgnet uden at rive håret af hinanden? Ville pigerne få tiden til at gå uden legekammerater og eventuelt i en spansk skole? Hvad gjorde vi med vores hus? Og hvorfor sige et job fra, som egentlig var godt nok og gav en god sikkerhed? Var vi tossede, naive og ufornuftige?

Det kan være utroligt angstprovokerende at stille sig selv spørgsmålet: Er jeg tilfreds med mit liv? Hvis vi for alvor gik ærligt ind i spørgsmålet, skulle vi også kunne tåle at høre svaret – og dernæst handle efter det.

Grunde til ikke at kaste sig ud i noget nyt, er der altid masser af. Vil man virkelig ofre den tryghed, der er i den hverdag, man kender? Men vi var nået til et punkt, hvor vi var blevet for bevidste om, at vi ikke var helt tilfredse med vores hverdag. Ingen af os følte os helt på den rette hylde arbejdsmæssigt, og vi havde en følelse af ikke at få det ud af hverdagen, som vi gerne ville, både som familie, hver især og som par. Man kan vel sige, at vi var gået i en form for passiv tilstand, hvor hverdagen styrede os og ikke omvendt. Vi var blevet fanget i den berømte trædemølle, som man både kan blive rundtosset og apatisk af at traske rundt i, så man ikke længere kan se det store perspektiv. Da vi først indså, at det var et problem for os, blev det altafgørende at handle på det.

Nu – nogle måneder senere – sidder vi så i her i Spanien i en lille bjerglandsby uden et fast script for fremtiden. Vi har lånt mine forældres hus, hvilket er en kærkommen hjælp i processen. Og så er vi påbegyndt en stor rejse som familie – både helt konkret – men måske endnu mere i form af en indre rejse.

Du er meget velkommen til at følge med på rejsen her på min blog.