Fra ”par med to børn” til familiefællesskab

Da vi besluttede os for at rejse til Spanien i en periode og bryde ud af vores danske hverdag, var et af mine store ønsker, at vi ville finde ind i et bedre og stærkere familiefællesskab. For når jeg engang imellem så os selv udefra med ærlige øjne, må jeg indrømme, at der var en stor mangel på netop det. Vi var stadig mere et par med to børn, end vi var en familie. I hvert fald i min optik.

Skulle jeg være kritisk over for os selv, ville jeg male et billede af en familie, hvor familietid ikke opstod så naturligt, som man kunne ønske, i en hverdag med alt for mange aktiviteter. Selvvalgte naturligvis. Men det der med at være hjemme og hygge som familie – bare os fire – var vi ikke særlig gode til.

Familietid var som regel et aktivt eller planlagt tilvalg – især når den dårlige samvittighed ramte. Det var typisk når den der hovsa-følelse kom lige inden puttetid, når jeg indså, at jeg havde brugt de fleste af timerne på pligter. Så kom der gerne en fjolledans eller et spil på banen eller en anden hyggestund. Vi havde en tendens til at dele tingene op i voksensnak og voksenaktiviteter over for børnesnak og børneaktiviteter, frem for at inddrage pigerne i ting, der skulle gøres. Det var lettere og hurtigere at gøre madlavningen, rengøringen og oprydningen selv, og mere besværligt hvis vores piger skulle involveres. Jeg følte nok lidt, at vi snød os selv for et fællesskab.

Fuld af idealisme på dette punkt ankom jeg til Spanien med et stort ønske om, at familietid og familiefællesskab ville opstå mere naturligt, når vi nu havde mere tid. Pigerne skulle være med til at lave mad, handle og gøre rent. Det måtte vi da kunne blive bedre til. Så kufferten blev pakket med forklæder til pigerne og små børneknive, så de kunne deltage i madlavningen. Men guess what. Sådan blev det alligevel ikke. Jeg synes stadig de fleste dage, at det er nemmere at lave maden selv, uden pigerne hænger mig i skørterne, står i vejen på skamlerne eller kommer for meget mel i. Det er klart et udviklingspunkt – det ved jeg godt – at træne min tålmodighed til de der ting. Men jeg vil stoppe med at have dårlig samvittighed over ikke at være involverende nok, for jeg har opdaget, at fællesskabet er vokset frem på andre måder. Det var bare andre steder, end jeg havde fokus på. Men til gengæld mærker jeg det virkelig dér.

Som når vi alle (selv far) vildt optaget samler havslebne glasskår på stranden, for at se om vi kan fylde et helt stort glas op. Eller når jeg ser min store datter på 5 tage lillesøster på 3 i hånden for at passe på hende, når de går op på scenen for at optræde med Flamenco foran alle spanierne i landsbyen. Eller når pigerne og jeg en sen aften selv må bære 6 tunge poser og tasker op af trappegaderne, og de uden tøven hjælper og hepper på mig, mens jeg slæber, og råber: ”Flot mor, det bliver din ryg stærk af!” Jeg mærker det i den grad også, når vi sidder og spiser madpakker på en af vores mange ture, tegner på sten sammen, eller kaster pinde i floden, for at se hvis pind, der når først frem.

Vi er stadig ikke blevet den der familie, der hjælpes ad med madlavningen og heller ikke den, der bruger masser af tid hjemme og hygger os sammen med at lægge puslespil og bage kager. Måske bliver vi det, når pigerne bliver større, måske bliver vi det aldrig. Men vi kan noget andet. Vi er sindssygt gode til at være sammen, mens vi oplever, og tager på ture. Oplevelsen med at bo i Spanien har måske nok vist mig, at vi ikke bliver den familie, jeg drømte om, vi kunne blive, hvis vi fik mere tid. Men jeg har opdaget, at vi er en anden type familie, som også er fed! Og det er jeg begyndt at værdsætte meget mere end alt det andet, jeg gerne ville have, vi skulle være.