At give sig selv en chance

Har du også overvejet at skifte levevej midt i livet? Eller har du overvejet at realisere en af dine gamle drømme, som du næsten har opgivet? 

Jeg er en af dem, der har taget springet her i 2015. Jeg kan dog afsløre, at det at skifte retning midt i 30’erne ikke altid er ligeud af landevejen. Tværtimod kan vejen være fyldt med krævende hårnålesving og dumme blindgyder – ting der tager tid, men som er en del af turen.

Det føles unægteligt en smule pubertært at stå i denne situation så relativt sent i livet i forhold til andre. Der er ikke ligefrem prestige i ikke at vide, hvad man vil, mens andre drøner op ad på karrierestigerne alle vegne omkring én. Efter at have indset, at jeg skulle en ny vej i mit arbejdsliv, og efter eget valg har lukket en dør bag mig, kan processen med at finde den rigtige levevej sommetider synes en smule uoverskuelig. På dårlige dage kræver det en del holden-fast-i-sig-selv for at bevare troen på, at jeg gør det rigtige i at skifte spor og nok skal lykkes med at finde netop min vej. Men det det meste af tiden bliver tvivlen heldigvis sat i baggrunden af en dejlig grundfølelse af, at alt er lige som det skal være.

Da vi rejste til Spanien i januar for at søge job, besluttede jeg mig for, at jeg måtte drømme både vildt og stort omkring min fremtid, bare for en stund, og så kunne jeg altid begrænse mig selv senere. Jeg gav mig selv tilladelse. Tilladelse til at prøve ting af, tilladelse til at fare vild, og finde andre veje, jeg ikke vidste var der. Jeg har ladt mulighedernes vindue stå åbent – men kun i en begrænset periode. I de seneste par måneder har jeg følgelig haft utallige ideer, nogle mere realistiske end andre. Men de har fået lov til at pible frit frem, fordi der var plads, og de ikke blev bremset med det samme, af de bånd de fleste af os lægger på os selv i hverdagen.

På en eller anden måde har den frihed, jeg har givet mig selv, kombineret med det uforpligtende i at være i et andet land langt væk hjemmefra, givet mig lysten og modet til at prøve kræfter med nye ting. I februar lancerede jeg f.eks. denne blog, og her i marts har jeg startet en lille meditationsgruppe med fokus på spirituel og personlig udvikling. Begge er ting, jeg ellers ikke ville have kastet mig ud i derhjemme, som mit liv i Danmark ville have set ud    på nuværende tidspunkt. I hvert fald ikke ”bare sådan”.

Giv performerkulturen fingeren!

Hvorfor er det så svært at gå efter det, vi drømmer om? Hvorfor virker barriererne for at forsøge sig med noget nyt, så uendeligt store? ”Performerkultur”, sagde min veninde, da jeg diskuterede det med hende over sms. Og deri ligger der jo det, at der er virkelig meget på spil for én, hvis man stiller sig frem offentligt og prøver noget nyt. Man skal virkelig have styr på sit shit. Og sæt nu det viser sig ikke at lykkes. Så er man jo en fiasko. Derfor bliver mange drømme jo kun i drømmenes verden.

Men jeg kan kun sige, at det føles SÅ godt bare at gøre det alligevel. At bringe de kompetencer og evner, man har, i spil på en ny måde, selv om den store forkromede plan ikke lige ligger klar. For det bør vel i bund og grund være ok at prøve sig lidt frem, bør det ikke? Så længe, man har styr på det, man laver.

Jeg kan kun advokere for at trodse de begrænsende tanker. Tanker som ”er jeg nu er erfaren nok?”, ”har jeg nok uddannelse?”, eller hvad det nu måtte være. Der er sandsynligvis andre, der mere erfaring eller bedre kompetencer end dig. Der er sikkert også en eller en eller anden, der står ovre i hjørnet med korslagte arme, og er kritisk – samstemmende med ens indre kritiker. Og det handler om at overhøre og ignorere dem totalt og komme i gang, inden man kløjs i en eller anden business plan, fordi man mister momentet eller troen.

I bund og grund er det vigtigste vel, at man selv ved, hvad man kan, og at man kommer i gang. Jeg tror virkelig på, at det altid betaler sig at kaste sig ud i nye ting. Jeg tror på, at det er vigtigere at holde sig i bevægelse, end at stoppe op for længe og risikere at gå kold i planlægning og gennemtænkning. Hvis man vil skabe sit eget, er det formentlig alligevel først ide nr. 3, 4 eller 5, der viser sig at være det rigtige. Og blindgyder er altid gode for noget, så det er aldrig spildt at forsøge sig. Erfaringerne tager du jo med dig videre og kan komme til gavn, når du senere har arbejdet dig frem til det rette sted.

Lige nu ved jeg ikke, hvor jeg selv ender. En blog som denne eller en meditationsgruppe, i dens nuværende form, er jo ikke det, jeg kommer til at leve af fremover, men det giver mig udvikling og inspiration, imens jeg søger videre. Om det er stort eller småt, det du gør, betyder ikke så meget. Der er bare ikke noget, der slår følelsen af at gøre det, man elsker eller er god til. Mere livsbekræftende bliver det ikke. Den energi og overskud, det genererer, er uvurderlig for dig, så jeg kan kun sige: skynd dig at komme i gang med det, du altid gerne har villet gøre!