Optimisten

En af de første dage i det nye år, sidder vi og spiser frokost. Min mand kigger henover bordet og griner. Han peger på min nye bluse, jeg har arvet fra en veninde, hvorpå der står: “Break the rules. PLAY!” Vi griner lidt af, at blusen vist er lidt fejlcastet til mig, som er bange for at sejle og gå alene om aftenen, og ikke ligefrem lever livet med en høj risikoprofil. Men så alligevel…

Jeg tænker på det, som mange af vores venner og bekendte har sagt til os, når vi har fortalt om vores planer. Efter den første ”står I så begge to uden arbejde”-forfærdelse har lagt sig, har mange brugt ordet “modigt”, hvilket vel er et udtryk for, at folk både godt kan se risikoen i det, vi gør, og at det kræver lidt is i maven at sige det vante og den økonomiske sikkerhed fra. Jeg ved selvfølgelig godt, at ”modigt” også bare kan være pæn måde at kamuflere det på, at man i virkeligheden synes det er lidt langt ude, det vi gør. Men det er nu alligevel mit indtryk, at der er andre end os, der går og drømmer om at trække stikket og sadle om for at prøve at skabe et nyt liv for dem selv. Spørgsmålet er vel for mange os, hvem der vinder af de to store: Fornuften eller Følelsen.

Selv om vi har valgt at lytte til hjertet og bryde ud af vores danske hverdagsliv, kan dette bestemt vise sig at være en ufornuftig beslutning på sigt. I hvert fald set ud fra et økonomisk og karrieremæssigt perspektiv. Det er heller ikke alle, der forstår vores valg. Blandt de kritiske røster i Spanien går vi da også under tilnavnet “Optimisterne”. “Skal I så leve af kærlighed og kildevand, eller hvad?”, er vi også blevet spurgt af andre, som bliver decideret provokerede af vores beslutning. Den naivitet, de prikker til, er jo ikke helt ved siden af. Hvis man skubber fornuften til side for at følge hjertet, kan det være risikabelt, for let’s face it, vi ved jo ikke, hvor vi ender. Men hvorfor gør vi det så?

Som jeg beskrev i mit første indlæg ”At vove”, havde vi begge indset, at vi ikke var helt glade og tilfredse i det arbejdsliv og den hverdag, vi havde skabt for os selv. Da det stod klart for os, var vi nødt til også at tage ansvar for at ændre det. Ellers ville det give os en følelse af at svigte os selv, hvis ikke vi havde modet til at gøre noget for at ændre kurs. Lidt melodramatisk lyder det måske, men ikke desto mindre sandt nok. På en måde føltes det som om, vi var nødt til at gøre det. Fremfor at betragte os selv som optimister vælger jeg at se os lidt som en stor bouncende Hoptimist. Den skal have et stort tryk oveni for at sætte gang i en bevægelse. Den ser umiddelbart lidt naiv og lalleglad ud, men den hopper glad og længe. Så håber vi bare, den ikke vælter men bevarer springkraften og vækker nogle smil undervejs.

Billede: Nogle veje kræver is i maven, men kan også byde på fantastiske oplevelser. 
Bagvejen til Competa er ingen undtagelse, når der har været regnskyl dagen før.