Om en rejse

En varm aprilaften kommer vi ved 23-tiden hjem til vores hvide bjerglandsby fra en spontan eftermiddagstur ind til Malaga. Vores ene barn går glad og trippende op af trappegaderne til vores hus, det andet ligger sovende (og tungt) henover fars skulder. Jeg tænker over, at nu er vi efterhånden blevet lidt ligesom dem – spanierne – som vi før trak lidt på smilebåndet over. Med deres børn rendende rundt på byens gader til kl. 23, og med deres puder på skolebordene, hvor de i løbet af dagen får sig en lille en lur. Jo, vi er skam kommet på spansk tid: vi står senere op, spiser varm mad til frokost (dvs. kl. 14-15) og går sent i seng. Det er ligesom kommet snigende. Vi er langsomt blevet justeret ind til, hvad der føles naturligt her, og den nye, langsommere tidsfornemmelse føles efterhånden meget rigtig, for ikke at tale om meget sundere. Der er som om, ens sjæl bedre kan nå at følge med. Og det gør os godt.

Da det ikke er lykkedes os at finde en levevej her i Spanien (i hvert fald i denne omgang), er dette måneder lange ophold i stedet blevet noget andet – en tidslomme. Vores andalusiske tilværelse er på lånt tid, og vi vender snart snuden hjem igen. Mens vi har været her, har vi haft plads til at lave det der 360 graders view rundt om os selv, hvor vi rent faktisk kan se en del mere af, hvad der er lige omkring os, end vi kunne i en hverdag med skyklapper og tunnelsyn. Det er ligesom, når man på en lang sommerferie kan få et klarsyn om ens hverdag, om hvad man elsker ved den, og om der er noget, man vil ændre lidt.

I de sidste uger er vi også på alvorlig vis blevet mindet om, hvor vigtigt det er at få det bedste ud af sit liv – fordi vi også lever på lånt tid. For en måned siden døde min kusine i en arbejdsulykke, kun 47 år gammel, og for en uge siden døde min morfar i en alder af 94. I hver sin ende af skalaen minder deres historier mig og min familie om, at det er nu, vi skal gøre de ting, vi vil i livet. Min kusines liv blev alt for kort. Jeg kendte hende ikke så godt, men jeg ved, at hun først nåede at finde sin rette hylde arbejdsmæssigt til allersidst, og jeg ved at hun forlod denne verden med uafklarede forhold med sine nærmeste. Det er næsten ubærligt at tænke på alt det, hun ikke nåede, som hun formentlig ønskede. Min morfars liv var derimod et liv levet til fulde, som modstandsmand, dybhavsdykker, kunstmaler, handyman, sejler, musiker og gruk-elsker. Dette er blot ord og titler, men jeg nævner det for at beskrive, hvordan han smagte på mange af livets facetter og turde at følge sin overbevisning. Vigtigst af alt var han et dejligt menneske, der berigede vores liv. Og han levede virkelig sit liv.

                         En skål for min morfars liv fra bjergets top, hvor vi vandrede op         
                         for at vinke den dag, han forlod os.

Grib dagen. Eller den næste. Eller lad være.

Når nu jeg fabulerer så meget over det med lånt tid og at leve sit liv, synes jeg det er vigtigt også at nuancere det lidt. Man behøver jo ikke smide alt, hvad man har i hænderne, for at gå ud og blive gadesanger. Det skal afvejes godt og grundigt, før man gør det. Jeg læste for nyligt et interview med Thomas Helmig, som har et hus i nabolandsbyen Competa, og han siger meget tankevækkende, at han hader udtryk som ”Seize the day”. Det gør jeg nu ikke, for jeg synes det giver en oplivet stemning af, at nu skal der ske noget, og det kan der sommetider være brug for. Men problemet er, som Helmig siger, hvis man kommer til at føle sig som en fiasko, hvis man ikke griber dagen. Hvis man nu aldrig får taget den der jordomrejse eller springer ud som kunstner midt i livet, hvad så?

Om man skal gribe dagen eller ej, er jo altid et individuelt spørgsmål. Det afhænger af, hvor brændende ens ønsker og drømme er, holdt op imod ens egen skuffelse over, hvis man ikke handler på det. Hvis man mærker, at der er noget inden i én, der slukker, hvis man ikke agerer, så skylder man sig selv at gøre noget ved det – eller i det mindste overveje om man kan bringe elementer af sin drøm ind i sit liv. Omvendt kan der være en lettelse i at erkende, at den gamle drøm ikke længere er så stærk. Herefter bliver det lettere at sætte den fri og nyde det liv, man har valgt, i stedet for at kigge derhen, hvor græsset umiddelbart kan se grønnere ud. Det afgørende må være at turde gøre sig overvejelsen og være helt ærlig. Når vi inden længe rejser hjem til Danmark, må vi igen ærligt gøre op med os selv, hvilke af vores nye spanske drømme, der er stærke nok til, at vi vil bære dem med os hjem, og hvilke vi må sætte fri. Og så må vi krydse fingre for, at vi er enige, og det hele kan gå op i en højere enhed. For vi er her kun på lånt tid.

Da vi besluttede os for at rejse til Spanien i en periode og bryde ud af vores danske hverdag, var et af mine store ønsker, at vi ville finde ind i et bedre og stærkere familiefællesskab. For når jeg engang imellem så os selv udefra med ærlige øjne, må jeg indrømme, at der var en stor mangel på netop det. Vi var stadig mere et par med to børn, end vi var en familie. I hvert fald i min optik.

Skulle jeg være kritisk over for os selv, ville jeg male et billede af en familie, hvor familietid ikke opstod så naturligt, som man kunne ønske, i en hverdag med alt for mange aktiviteter. Selvvalgte naturligvis. Men det der med at være hjemme og hygge som familie – bare os fire – var vi ikke særlig gode til.

Familietid var som regel et aktivt eller planlagt tilvalg – især når den dårlige samvittighed ramte. Det var typisk når den der hovsa-følelse kom lige inden puttetid, når jeg indså, at jeg havde brugt de fleste af timerne på pligter. Så kom der gerne en fjolledans eller et spil på banen eller en anden hyggestund. Vi havde en tendens til at dele tingene op i voksensnak og voksenaktiviteter over for børnesnak og børneaktiviteter, frem for at inddrage pigerne i ting, der skulle gøres. Det var lettere og hurtigere at gøre madlavningen, rengøringen og oprydningen selv, og mere besværligt hvis vores piger skulle involveres. Jeg følte nok lidt, at vi snød os selv for et fællesskab.

Fuld af idealisme på dette punkt ankom jeg til Spanien med et stort ønske om, at familietid og familiefællesskab ville opstå mere naturligt, når vi nu havde mere tid. Pigerne skulle være med til at lave mad, handle og gøre rent. Det måtte vi da kunne blive bedre til. Så kufferten blev pakket med forklæder til pigerne og små børneknive, så de kunne deltage i madlavningen. Men guess what. Sådan blev det alligevel ikke. Jeg synes stadig de fleste dage, at det er nemmere at lave maden selv, uden pigerne hænger mig i skørterne, står i vejen på skamlerne eller kommer for meget mel i. Det er klart et udviklingspunkt – det ved jeg godt – at træne min tålmodighed til de der ting. Men jeg vil stoppe med at have dårlig samvittighed over ikke at være involverende nok, for jeg har opdaget, at fællesskabet er vokset frem på andre måder. Det var bare andre steder, end jeg havde fokus på. Men til gengæld mærker jeg det virkelig dér.

Som når vi alle (selv far) vildt optaget samler havslebne glasskår på stranden, for at se om vi kan fylde et helt stort glas op. Eller når jeg ser min store datter på 5 tage lillesøster på 3 i hånden for at passe på hende, når de går op på scenen for at optræde med Flamenco foran alle spanierne i landsbyen. Eller når pigerne og jeg en sen aften selv må bære 6 tunge poser og tasker op af trappegaderne, og de uden tøven hjælper og hepper på mig, mens jeg slæber, og råber: ”Flot mor, det bliver din ryg stærk af!” Jeg mærker det i den grad også, når vi sidder og spiser madpakker på en af vores mange ture, tegner på sten sammen, eller kaster pinde i floden, for at se hvis pind, der når først frem.

Vi er stadig ikke blevet den der familie, der hjælpes ad med madlavningen og heller ikke den, der bruger masser af tid hjemme og hygger os sammen med at lægge puslespil og bage kager. Måske bliver vi det, når pigerne bliver større, måske bliver vi det aldrig. Men vi kan noget andet. Vi er sindssygt gode til at være sammen, mens vi oplever, og tager på ture. Oplevelsen med at bo i Spanien har måske nok vist mig, at vi ikke bliver den familie, jeg drømte om, vi kunne blive, hvis vi fik mere tid. Men jeg har opdaget, at vi er en anden type familie, som også er fed! Og det er jeg begyndt at værdsætte meget mere end alt det andet, jeg gerne ville have, vi skulle være.

På de tre måneder, vi nu har boet i Spanien, har vi haft mange dejlige oplevelser, som jeg gerne vil dele lidt billeder af. Værsgo, her kommer der lidt oplevelsestapas!

Sne og ski i Andalusien

En af de varme weekendmorgener på terrassen

“Fodboldtræning” på stranden, hvor vi holdt bryllup i 2010 (v. Marina del Este)

Kåre gør mountainbiken klar til næste tur i bjergene

Kamille og Vilde optræder med flamenco til byfest i Frigiliana

Kamille og Vilde nyder solnedgangen med gulerødder i vores gade

På tur i naturparken med madpakker

Kaffe- og istid på en af de lokale cafeer

På off-road-eventyr

Afslapning på stranden

Gåture i kløften ved siden af byen

Har du også overvejet at skifte levevej midt i livet? Eller har du overvejet at realisere en af dine gamle drømme, som du næsten har opgivet? 

Jeg er en af dem, der har taget springet her i 2015. Jeg kan dog afsløre, at det at skifte retning midt i 30’erne ikke altid er ligeud af landevejen. Tværtimod kan vejen være fyldt med krævende hårnålesving og dumme blindgyder – ting der tager tid, men som er en del af turen.

Det føles unægteligt en smule pubertært at stå i denne situation så relativt sent i livet i forhold til andre. Der er ikke ligefrem prestige i ikke at vide, hvad man vil, mens andre drøner op ad på karrierestigerne alle vegne omkring én. Efter at have indset, at jeg skulle en ny vej i mit arbejdsliv, og efter eget valg har lukket en dør bag mig, kan processen med at finde den rigtige levevej sommetider synes en smule uoverskuelig. På dårlige dage kræver det en del holden-fast-i-sig-selv for at bevare troen på, at jeg gør det rigtige i at skifte spor og nok skal lykkes med at finde netop min vej. Men det det meste af tiden bliver tvivlen heldigvis sat i baggrunden af en dejlig grundfølelse af, at alt er lige som det skal være.

Da vi rejste til Spanien i januar for at søge job, besluttede jeg mig for, at jeg måtte drømme både vildt og stort omkring min fremtid, bare for en stund, og så kunne jeg altid begrænse mig selv senere. Jeg gav mig selv tilladelse. Tilladelse til at prøve ting af, tilladelse til at fare vild, og finde andre veje, jeg ikke vidste var der. Jeg har ladt mulighedernes vindue stå åbent – men kun i en begrænset periode. I de seneste par måneder har jeg følgelig haft utallige ideer, nogle mere realistiske end andre. Men de har fået lov til at pible frit frem, fordi der var plads, og de ikke blev bremset med det samme, af de bånd de fleste af os lægger på os selv i hverdagen.

På en eller anden måde har den frihed, jeg har givet mig selv, kombineret med det uforpligtende i at være i et andet land langt væk hjemmefra, givet mig lysten og modet til at prøve kræfter med nye ting. I februar lancerede jeg f.eks. denne blog, og her i marts har jeg startet en lille meditationsgruppe med fokus på spirituel og personlig udvikling. Begge er ting, jeg ellers ikke ville have kastet mig ud i derhjemme, som mit liv i Danmark ville have set ud    på nuværende tidspunkt. I hvert fald ikke ”bare sådan”.

Giv performerkulturen fingeren!

Hvorfor er det så svært at gå efter det, vi drømmer om? Hvorfor virker barriererne for at forsøge sig med noget nyt, så uendeligt store? ”Performerkultur”, sagde min veninde, da jeg diskuterede det med hende over sms. Og deri ligger der jo det, at der er virkelig meget på spil for én, hvis man stiller sig frem offentligt og prøver noget nyt. Man skal virkelig have styr på sit shit. Og sæt nu det viser sig ikke at lykkes. Så er man jo en fiasko. Derfor bliver mange drømme jo kun i drømmenes verden.

Men jeg kan kun sige, at det føles SÅ godt bare at gøre det alligevel. At bringe de kompetencer og evner, man har, i spil på en ny måde, selv om den store forkromede plan ikke lige ligger klar. For det bør vel i bund og grund være ok at prøve sig lidt frem, bør det ikke? Så længe, man har styr på det, man laver.

Jeg kan kun advokere for at trodse de begrænsende tanker. Tanker som ”er jeg nu er erfaren nok?”, ”har jeg nok uddannelse?”, eller hvad det nu måtte være. Der er sandsynligvis andre, der mere erfaring eller bedre kompetencer end dig. Der er sikkert også en eller en eller anden, der står ovre i hjørnet med korslagte arme, og er kritisk – samstemmende med ens indre kritiker. Og det handler om at overhøre og ignorere dem totalt og komme i gang, inden man kløjs i en eller anden business plan, fordi man mister momentet eller troen.

I bund og grund er det vigtigste vel, at man selv ved, hvad man kan, og at man kommer i gang. Jeg tror virkelig på, at det altid betaler sig at kaste sig ud i nye ting. Jeg tror på, at det er vigtigere at holde sig i bevægelse, end at stoppe op for længe og risikere at gå kold i planlægning og gennemtænkning. Hvis man vil skabe sit eget, er det formentlig alligevel først ide nr. 3, 4 eller 5, der viser sig at være det rigtige. Og blindgyder er altid gode for noget, så det er aldrig spildt at forsøge sig. Erfaringerne tager du jo med dig videre og kan komme til gavn, når du senere har arbejdet dig frem til det rette sted.

Lige nu ved jeg ikke, hvor jeg selv ender. En blog som denne eller en meditationsgruppe, i dens nuværende form, er jo ikke det, jeg kommer til at leve af fremover, men det giver mig udvikling og inspiration, imens jeg søger videre. Om det er stort eller småt, det du gør, betyder ikke så meget. Der er bare ikke noget, der slår følelsen af at gøre det, man elsker eller er god til. Mere livsbekræftende bliver det ikke. Den energi og overskud, det genererer, er uvurderlig for dig, så jeg kan kun sige: skynd dig at komme i gang med det, du altid gerne har villet gøre!

En af de første dage i det nye år, sidder vi og spiser frokost. Min mand kigger henover bordet og griner. Han peger på min nye bluse, jeg har arvet fra en veninde, hvorpå der står: “Break the rules. PLAY!” Vi griner lidt af, at blusen vist er lidt fejlcastet til mig, som er bange for at sejle og gå alene om aftenen, og ikke ligefrem lever livet med en høj risikoprofil. Men så alligevel…

Jeg tænker på det, som mange af vores venner og bekendte har sagt til os, når vi har fortalt om vores planer. Efter den første ”står I så begge to uden arbejde”-forfærdelse har lagt sig, har mange brugt ordet “modigt”, hvilket vel er et udtryk for, at folk både godt kan se risikoen i det, vi gør, og at det kræver lidt is i maven at sige det vante og den økonomiske sikkerhed fra. Jeg ved selvfølgelig godt, at ”modigt” også bare kan være pæn måde at kamuflere det på, at man i virkeligheden synes det er lidt langt ude, det vi gør. Men det er nu alligevel mit indtryk, at der er andre end os, der går og drømmer om at trække stikket og sadle om for at prøve at skabe et nyt liv for dem selv. Spørgsmålet er vel for mange os, hvem der vinder af de to store: Fornuften eller Følelsen.

Selv om vi har valgt at lytte til hjertet og bryde ud af vores danske hverdagsliv, kan dette bestemt vise sig at være en ufornuftig beslutning på sigt. I hvert fald set ud fra et økonomisk og karrieremæssigt perspektiv. Det er heller ikke alle, der forstår vores valg. Blandt de kritiske røster i Spanien går vi da også under tilnavnet “Optimisterne”. “Skal I så leve af kærlighed og kildevand, eller hvad?”, er vi også blevet spurgt af andre, som bliver decideret provokerede af vores beslutning. Den naivitet, de prikker til, er jo ikke helt ved siden af. Hvis man skubber fornuften til side for at følge hjertet, kan det være risikabelt, for let’s face it, vi ved jo ikke, hvor vi ender. Men hvorfor gør vi det så?

Som jeg beskrev i mit første indlæg ”At vove”, havde vi begge indset, at vi ikke var helt glade og tilfredse i det arbejdsliv og den hverdag, vi havde skabt for os selv. Da det stod klart for os, var vi nødt til også at tage ansvar for at ændre det. Ellers ville det give os en følelse af at svigte os selv, hvis ikke vi havde modet til at gøre noget for at ændre kurs. Lidt melodramatisk lyder det måske, men ikke desto mindre sandt nok. På en måde føltes det som om, vi var nødt til at gøre det. Fremfor at betragte os selv som optimister vælger jeg at se os lidt som en stor bouncende Hoptimist. Den skal have et stort tryk oveni for at sætte gang i en bevægelse. Den ser umiddelbart lidt naiv og lalleglad ud, men den hopper glad og længe. Så håber vi bare, den ikke vælter men bevarer springkraften og vækker nogle smil undervejs.

Billede: Nogle veje kræver is i maven, men kan også byde på fantastiske oplevelser. 
Bagvejen til Competa er ingen undtagelse, når der har været regnskyl dagen før.

Da vi ankommer til Spanien, efter nogle hektiske uger med at gøre alt klar til vores nye liv i Spanien, tager det lidt tid at finde ind i den rette rytme. Vaskemaskinen, opvaskeren og ovnen i vores gamle spanske hus viser sig i den sammenhæng at være en uventet hjælp. Her i Casa Silva er elinstallationerne nemlig så gamle, at de store strømslugere umuligt køre samtidig, og de tvinger os derfor helt automatisk ned i tempo. ”Bare ærgerligt Sonny-boy” kan man så sige til sit multitaskende danske selv.

Men det føles egentlig som en stor lettelse. For det er jo det, vi er her for: at leve mere enkelt og i et roligere tempo. Fokusere på de nære ting. ”Mañana, mañana” og alt det der, som nemt kan lyde som en stor gedigen kliché. Men det er jo netop noget af det, jeg har hørt mig selv fortælle andre, før vi tog af sted: At vi ville styrke vores familiefællesskab og give os mere tid til de små ting i hverdagen. Og det hjælper de ydre ting, som ikke har meget nordisk effektivitet over sig, os med at huske, ligesom spaniernes afslappede facon giver os det skud tranquilizer, som vi har brug for. Det er godt for os, da vi, som den lidt rastløse familie med altid liiige lidt for mange ting i gang, ankommer i et noget højere gear, end omgivelserne hernede tillader.

På samme måde som vi bliver tvunget tage én ting af gangen, må vi også økonomisere mere med tingene. Med mængden af varmt vand, vi bruger på et bad, og med mængden af varer, vi må bære op af de mange trin i trappegaderne. Det hele er befriende enkelt. Hernede tager man en ting af gangen. Stille og roligt. Calma calma.

Måske har du også prøvet det, eller måske er du der lige nu? Lige der på “den forkerte hylde” i dit arbejdsliv eller lige der i “trædemøllen”, hvor du ikke har tid til at kigge op og forholde dig til det liv og den hverdag, du har valgt at være i. For et valg har man vel på en måde altid, selvom det ikke altid føles sådan.

Lige der på hylden sad min mand og jeg tilbage i efteråret 2014. Oven i købet på samme tid, hvilket på én gang gjorde beslutningen om at ændre vores liv lettere og sværere. På den ene side komplicerede det tingene, og fik det hele til at se lidt håbløst ud, og på den anden side havde vi hver især en god sparringspartner i hinanden. I sidste ende gjorde vores synkrone utilfredshed unægteligt beslutningen, om at flytte til Spanien i en periode, noget nemmere end ellers.

Men det er en stor beslutning at træde ud af det liv, man nøjsomt har bygget sig op, og det tog da også nogle måneders moden overvejelse, før vi nåede frem til, at sætte vores danske hverdagsliv på standby på ubestemt tid. Der var mange mentale stopklodser, som bremsede processen. Var det for stort et sats økonomisk, hvis vi var længe om at finde vores nye levevej? Hvordan ville vores to piger – og vi alle 4 – trives sammen 24 timer i døgnet uden at rive håret af hinanden? Ville pigerne få tiden til at gå uden legekammerater og eventuelt i en spansk skole? Hvad gjorde vi med vores hus? Og hvorfor sige et job fra, som egentlig var godt nok og gav en god sikkerhed? Var vi tossede, naive og ufornuftige?

Det kan være utroligt angstprovokerende at stille sig selv spørgsmålet: Er jeg tilfreds med mit liv? Hvis vi for alvor gik ærligt ind i spørgsmålet, skulle vi også kunne tåle at høre svaret – og dernæst handle efter det.

Grunde til ikke at kaste sig ud i noget nyt, er der altid masser af. Vil man virkelig ofre den tryghed, der er i den hverdag, man kender? Men vi var nået til et punkt, hvor vi var blevet for bevidste om, at vi ikke var helt tilfredse med vores hverdag. Ingen af os følte os helt på den rette hylde arbejdsmæssigt, og vi havde en følelse af ikke at få det ud af hverdagen, som vi gerne ville, både som familie, hver især og som par. Man kan vel sige, at vi var gået i en form for passiv tilstand, hvor hverdagen styrede os og ikke omvendt. Vi var blevet fanget i den berømte trædemølle, som man både kan blive rundtosset og apatisk af at traske rundt i, så man ikke længere kan se det store perspektiv. Da vi først indså, at det var et problem for os, blev det altafgørende at handle på det.

Nu – nogle måneder senere – sidder vi så i her i Spanien i en lille bjerglandsby uden et fast script for fremtiden. Vi har lånt mine forældres hus, hvilket er en kærkommen hjælp i processen. Og så er vi påbegyndt en stor rejse som familie – både helt konkret – men måske endnu mere i form af en indre rejse.

Du er meget velkommen til at følge med på rejsen her på min blog.